Hvad er Rengøringsassistenernes Dag ?


Flere slutter sig til fejringen af Rengøringsassistenternes Dag: en dag til ære for dem, der holder vores arbejdspladser rene

I flere år har Sverige, Norge og Finland fejret Rengøringsassistenternes Dag, og nu følger mange i Danmark efter. Den 2. december bliver en særlig dag, hvor vi i Danmark hylder dem, der dagligt sørger for, at vores arbejdspladser, hospitaler og offentlige rum er rene og sikre. Det er en oplagt anledning for virksomheder og institutioner til at udtrykke deres taknemmelighed over for de ansatte, som ofte arbejder i det skjulte, men udfører et arbejde, der er altafgørende for alles trivsel.

 


 

Sådan kan din virksomhed markere dagen
Rengøringsassistenternes Dag behøver ikke at være præget af store gaver eller store arrangementer. Små, men betydningsfulde gestusser kan også gøre en stor forskel. Her er nogle ideer til, hvordan dagen kan markeres:

 

  • Server morgenbrød: At tilbyde morgenbrød til rengøringsassistenterne kan være en simpel, men effektiv måde at vise, at deres arbejde bliver værdsat.
     
  • Send en taknemmelig besked: En kort SMS, der anerkender deres indsats, kan styrke følelsen af at være værdsat.
     
  • Brug sociale medier til at dele historier: Besøg en af dine rengøringsassistenter og del deres historie eller et billede på virksomhedens sociale medier. Dette synliggør deres vigtige arbejde for både kolleger og omverdenen.
     
  • Tilbyd kage til kaffen: En sød gestus som kage til kaffen kan gøre deres dag ekstra speciel.
     
  • Arranger en lille konkurrence: En simpel lodtrækning med en præmie kan bringe ekstra glæde.
     
  • Planlæg et lille arrangement: Hold en sammenkomst, hvor rengøringsassistenterne er i centrum og får den opmærksomhed, de fortjener.

 

Det vigtigste er at vise, at deres arbejde bliver værdsat. Uden rengøringsassistenterne ville hverken arbejdspladser eller vitale institutioner kunne fungere optimalt.

Øg opmærksomheden omkring rengøringsassistenternes værdi
Ud over den interne anerkendelse er Rengøringsassistenternes Dag også en oplagt mulighed for at fremhæve vigtigheden af rengøring i det offentlige rum. Brug dagen til at skabe opmærksomhed om betydningen af professionel rengøring ved at dele billeder og opslag på sociale medier.

Deltag i fejring på sociale medier ved at bruge hashtags som #RengøringsassisstenternesDag, #Cleanersday. Ved at dele budskabet kan vi sammen være med til at give rengøringsassistenterne den anerkendelse, de fortjener, og øge opmærksomheden om deres afgørende rolle.

Lad os alle sammen gøre den 2. december til en dag, hvor vi viser vores påskønnelse for de mennesker, der hver dag arbejder for at skabe et rent og trygt miljø for os alle.

Kilde: Rent i Danmark